Vi boede i en studiolejlighed på Esperides, hvor vi havde en dejlig uge i Kos By. Vi ankom meget tidligt om morgenen, og hotelejeren var så flink at komme og lukke os ind, så vi kunne stille vores bagage. Derudover var han behjælpelig med at fortælle lidt om byen, og hvor vi kunne gå hen og få en kop kaffe og noget morgenmad. Det var dejligt, at kunne få gode råd og spørge om informationer om byen og øen fra en lokalkendt. Under vores ophold oplevede vi nogle gange en del uro uden for, da der også var grupper af unge mennesker, som boede på hotellet. Det var ofte når de tog i byen eller kom hjem, der kunne være larm. Selve lejligheden var i ok stand, men det dejligste var altanen. Her var vi heldig at have udsigt over poolen samt et lille kig til det bagvedliggende bjerg. Alt i alt er Esperides et godt valg, hvis man gerne vil være tæt på byen, men ikke har lyst til at bo ved siden af bylivet.